Hvis man vil forstå fondenes indflydelse på dansk forskning, er det afgørende at forstå den livlige persontrafik, der foregår mellem fonde, universiteter og offentlige myndigheder.
Derfor er det et problem, at fondenes såkaldte relationelle magt langt overvejende udspiller sig i kulissen, langt fra offentlighedens søgelys, og der er behov for en kortlægning af forbindelserne.
Sådan lyder en af konklusionerne i nyt bidrag til den kommende Magtudredning 2.0.
"I relation til fondenes relationelle magt mener vi, at det ville være gavnligt at kortlægge, hvordan beslutningsstrukturer og indflydelsesnetværk udfolder sig internt i fondene og mellem fonde og centrale interessenter. En populær opfattelse er, at fondene fastlægger deres prioriteter uafhængigt af universiteterne og forskersamfundet, men i mange af fondene sidder forskere og tidligere universitetsledere på helt centrale poster," skriver et forskerhold fra Aarhus Universitet, der står bag det nye essay.
"Der er dermed en ganske betydelig ”persontrafik” mellem universiteter, fonde og offentlige poster, som med fordel kunne kortlægges for at få et mere nuanceret blik for, hvordan den relationelle magt udfolder sig i fonds- og forskningsverdenen," skriver forskerne videre.
Blandt de forskere, som har beskæftiget sig med fondenes magt i et netværksperspektiv, er Anton Grau Larsen, sociolog og lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC.
"Jeg er helt enig med forskerne fra Aarhus i, at der er brug for mere viden på området," siger Anton Grau Larsen.
"Det ser ud til, at mange af de store danske fonde i dag prioriterer de netværksressourcer. Det har de også gjort tidligere, men som følge af en øget professionalisering gør de det mere nu, end de nogensinde før har gjort," siger han.
Det nye essay, som udkom i sidste uge, skal sammen med en række andre bidrag fra forskere landet over indgå i processen mod at identificere de konkrete forskningsspørgsmål, der skal belyses i magtudredningen.
Forskningsprojektet blev besluttet af Folketinget i 2022 og skal ligesom den første magtudredning fra 2003 kortlægge magtens fordeling i Danmark.
Det storstilede forskningsprojekt var banebrydende i sin karakter og affødte foruden en slutrapport på over 400 sider omkring 50 bøger og adskillige forskningsartikler. Men den første magtudredning blev også kritiseret for at være for tandløs, og forskere og journalister har argumenteret for en mere magtkritisk tilgang i den nye magtudredning.
Drevet af kortsigtede interesser
Som noget nyt skal magtudredningen også belyse den politiske rolle, fonde og andre økonomisk magtfulde aktører spiller, og det er med det afsæt, forskerne fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet nu har leveret et essay om private fondes magt i forskningssystemet.
"Der er ikke nogen tvivl om, at hvis man kigger på de store private og offentlige fonde, så vil man kunne finde mange af de samme mennesker, som over tid har bevæget sig imellem universitetsledelserne, de private fonde og eksempelvis Den Frie Forskningsfond," siger Lise Degn, ph.d. og lektor ved Aarhus Universitets center for forskningsanalyse og den ene af forfatterne bag det nye essay.
"Det er svært at sige noget konkret om, hvad effekten af den persontrafik er. Men der er noget interessant i, at der er et ret stort overlap mellem forskningseliten og fondsverdenen. Det er mange af de samme mennesker, der bevæger sig i de lag," siger hun.
Når man for eksempel rykker fra et ministerium eller et universitet til en fond, har man nogle erfaringer og relationer, som trækker tråde til de institutioner.
Anton Grau Larsen – sociolog og lektor, RUC
Fondenes bidrag til forskningen er over de seneste år vokset markant. Ifølge den seneste opgørelse fra Fondenes Videnscenter donerede fondene over 11 milliarder kroner til videnskabelige formål i 2022.
Og den medfølgende indflydelse på forskningsprioriteterne i Danmark har da også løbende været genstand for offentlig debat, også blandt forskerne selv. I 2022 skrev ikke mindre end 2.252 danske forskere under på et brev, der påpeger en række udfordringer ved fondenes stigende bidrag til dansk forskning.
Herunder at fondenes forskningsfinansiering er drevet af kortsigtede politiske eller erhvervsmæssige interesser – i modsætning til universiteternes basismidler, som blandt andet skal støtte grundforskningen, der sigter mod nye erkendelser om grundlæggende forhold. Og at forskningsmidlerne bliver koncentreret omkring en lille gruppe forskere, der har et stærkt navn i offentligheden.
Information og indflydelse
Den offentlige bevågenhed har ikke mindst rettet sig mod Novo Nordisk Fonden, der som den altdominerende spiller inden for forskningsfinansiering støtter diabetesforskning og patientbehandling med milliarder, og fondens betydelige indflydelse på både sundhedssystemet og selve sundhedspolitikken er løbende blevet beskrevet i pressen.
Men i skærende kontrast til den offentlige opmærksomhed findes der stort set ingen dansk forskning i, hvordan fondenes magt kommer til udtryk i praksis.
"I den forbindelse er netværkseffekten relevant at få belyst. Hvem indgår konkret i hvilke netværk, og hvordan bidrager de til en potentiel skævvridning i systemet," siger Lise Degn.
Anton Grau Larsen fra RUC står sammen med Christoph Houman Ellersgaard fra CBS bag en omfattende kortlægning af magtens netværk i Danmark.
De to forskere har blandt andet skrevet en bog om, hvordan de 423 mest magtfulde danskere træffer tunge beslutninger i politik, erhvervsliv, fagforeninger og kulturliv, og hvordan de indgår i netværk gennem bestyrelser, fonde, udvalg og VL-grupper.
"Relationel magt handler om, at man som person med ressourcer er integreret i en kreds, som også har ressourcer. Så kan man trække på nogle ressourcer, som man ikke selv har. Det kan man så bruge til at koordinere, til at få adgang til information eller til at påvirke eller endda forme beslutninger, som man har interesser i," forklarer han.
"Når man for eksempel rykker fra et ministerium eller et universitet til en fond, har man nogle erfaringer og relationer, som trækker tråde til de institutioner. Det er det, man i netværkstermer kalder embeddedness; altså at man er forbundet ind i et større system," siger Anton Grau Larsen.
Skævvridning uden demokratisk mandat
Hvorfor er det et problem, at der ikke bliver forsket i fondenes relationelle magt på forskningsområdet?
"Fondene har jo ikke noget demokratisk mandat. De agerer efter deres egen forståelse af, hvad der i forlængelse af deres fundats er godt for samfundet og almenvellets interesse. De er ganske magtfulde aktører, fordi de har mange midler, og de kan forme forskning, kultur og i nogle tilfælde politik. Så de kan groft sagt vride samfundet i en bestemt retning," siger Anton Grau Larsen.
"Er det eksempelvis et problem, at vi i Danmark interesserer os meget for stofskiftesygdomme? Der har Lise Degn og de øvrige forfattere en god pointe, som ofte bliver taget op i studier af forskningsfinansiering, nemlig at vi ikke fortrinsvis finansierer forskning i de sygdomme, som flest mennesker har. Vi finansierer fortrinsvis, hvor der er økonomiske interesser," siger han med henvisning til, at forskerne bag det nye essay konstaterer, at endokrinologiske sygdomme som diabetes står for 11 procent af den totale finansiering af sygdomsrelateret forskning i Danmark, mens KOL og hjertesygdomme, som udgør en større byrde for samfundet, er ringere finansieret.
"Problemet er forspildte muligheder: Der er problemer, der ikke bliver løst, fordi vi løser nogle andre problemer. Så der sker en skævvridning, og det er svært at sætte tal på, hvor stort et tab det medfører. Men det kan være ret stort, og derfor er det vigtigt med noget forskning i betydningen af fondenes magt på forskningsområdet," siger Anton Grau Larsen.
Et særligt dansk forhold
Også Lise Degn fra Aarhus Universitet fremhæver risikoen for at skævvride forskningen som en central grund til at belyse fondenes samspil med forskningsverdenen og embedsværket.
Hun peger samtidig på, at den tætte persontrafik kan bidrage til at fastholde og forstærke bestemte opfattelser af hvilken retning, forskningen skal bevæge sig i.
"Jeg vil nødigt pege fingre, men vi ser et ret stort sammenfald mellem personer, der bevæger sig mellem ledelsesposter i forskningscentre og de forskningspolitiske og finansierende organer. Det er der jo ikke nødvendigvis noget galt i, for det er jo også folk, der er enormt vidende om systemet. Men når man bevæger sig på den måde, og hvis der ikke er en åbenhed i systemet, kan det også forstærke nogle forestillinger om, hvad god forskning er, og hvad de relevante forskningsområder er," siger hun.
Samtidig afføder fondenes betydelige indflydelse en gradvis ændring i den måde, universiteternes institutter indretter sig på, siger Anton Grau Larsen. For eksempel medfører fondenes tiltagende professionalisering, at de stiller meget specifikke krav til, hvordan ansøgninger om forskningsmidler skal udformes.
"Det betyder, at man i en organisation skal have nogle mennesker, der har kendskab til fondene, og som er gode til at skrive ansøgninger. Det tager tid og opmærksomhed, og så tilrettelægger man en organisation efter det i stedet for andre hensyn. Det giver nogle forskydninger internt i rigtig mange organisationer, fordi man tænker mere i en fondsretning. Er det en ensretning, fondene selv ønsker? Det tror jeg egentlig ikke. Men det er en konsekvens," siger Anton Grau Larsen.
"Hele dette setup med store og betydningsfulde fonde har man ikke i de fleste andre lande. Det er ikke en unik dansk ting, men det er en specifik dansk ting. Mine svenske forskerkolleger sender ansøgninger til et meget lille sæt af fonde, som er offentligt kontrollerede og har et demokratisk mandat. Det gør danske forskere ikke. De sender ansøgninger til aktører, der ikke har et demokratisk mandat. Og selvfølgelig gør det en forskel," siger han.